VMFODBOLD.DK

Friday, November 9, 2007

Topsporten bliver paa DR

Det vil også i de kommende år være muligt at følge fodbold-VM og OL på DR.

Danmarks Radio har indgået en aftale med det nystiftede firma, Danmarks Digitale TV (DDtv), der køber sig ind i DRs rettigheder.

Fremover vil DR og firmaet dele rettighederne, og det betyder, at DR fortsat vil sende i et vist omfang fra store internationale sportsbegivenheder som OL, fodbold-VM i 2010 og 2014, Champions League-håndbold, Tour de France og Golden League-atletikstævner.

- Hvis vi spoler et halvt år tilbage var vi i en situation, hvor vi skulle sælge alle rettigheder og ikke kunne sende topsport. Nu er det lykkedes at sikre, at vi stadig kan præsentere store sportsøjeblikke for danskerne, siger DRs mediedirektør, Lars Grarup.

Fra fodbold-VM i 2010 vil DR fx sende 11 kampe, mens DDtv får råderet over 21 kampe. Og fra OL 2008 vil DR1 sende 100 timer. I 2004 blev der sendt 100 timer på DR1 og 100 timer på DR2 fra OL i Athen.

Ikke en ny tv-kanal
Bag selskabet Danmarks Digitale TV står norske Telenor, der med rettighedskøbet håber at få en nøglerolle, når det digitale sendenet for alvor rulles ud i 2009.

DDtv vil således ikke oprette en helt ny sportskanal i Danmark, men vil gå efter at vinde kapløbet om at blive 'gatekeeper' på det digitale sendenet og få til opgave at sammensætte programpakken til den kommercielle kanal på sendenettet.

DRs rettigheder til en række store sportsbegivenheder blev sat til salg på grund af spareplanen, som blev fremlagt i april i år. Siden har der været intense forhandlinger med de interesserede aktører på det danske tv-marked samt med de organisationer, som har rettighederne til sportsbegivenhederne.

- Det har vist sig, at sportsrettighederne har været så attraktive, at vi har kunnet lave en rigtig god forretning. Vi skaber en bredere sportsredaktion, så vi ikke kun skal lave nyheder, men også de store transmissioner, siger Lars Grarup.

Sportstransmissioner som fortsat bliver vist på DR

FODBOLD
VM i Sydafrika 2010
VM i Brasilien 2014

HÅNDBOLD
Champions League for kvinder og mænd
Kampe fra hjemlige ligaer

SPEEDWAY
VM Grand Prix-løb
Løb om hold-VM

ATLETIK
VM
Golden League-stævner
World Athletics Final

OLYMPISKE LEGE
Sommer OL 2008 i Beijing
Vinter-OL 2010 i Vancouver
Sommer-OL 2012 i London

CYKLING
Tour de France - AftenTour
Post Danmark Rundt

***

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home